Føde

• Specialiseret i hovdyr
• Husdyr
• Ådsler
• Kystlevende ulve
• Plantemateriale i ulvens kost
• Hvor meget æder ulven?
• Faste
• Hvilke dele af byttet æder ulven?

Specialiseret i hovdyr

Den grå ulv er det, man kalder for en hypercarnivor, hvilket dækker over rovdyr, hvis føde indeholder mere end 70% kød (katte er også hypercarnivorer; den røde ræv derimod er en mesocarnivor, som er rovdyr, hvis føde kun indeholder 50-70% kød). 

Ulven er højt specialiseret i - og fysisk bygget til - at jage vilde hovdyr, hvilket vil sige dyr som hjorte, vildsvin, vildgeder, vildfår, bisoner og moskusokse. I de fleste områder udgør vilde hovdyr langt størstedelen af ulvens føde. Her eksempler på, hvor stor en procentdel af fødemængden vilde hovdyr udgør i ulvens kost i Europa: Tyskland 96,2%, Polen 86,6%, Norge/Sverige 97,2%, Letland 84,1-93,3%, Slovakiet 92,8%, Ungarn 97,2%, Spanien 86% og Hviderusland 79,5%. 

Dominerende vilde byttedyr i Europa er kronhjort, rådyr, elg og vildsvin. I Nordamerika er hovdyr såsom sorthalet og hvidhalet hjort, wapiti (Nordamerikas kronhjort), elg, bison, sneged samt tykhorns- og tyndhornsfår vigtige byttedyr for ulven. På tundraen er det typisk renen, der er ulvens primære byttedyr, efterfulgt af moskusoksen. På det Tibetanske Plateau i Kina kan vilde yakokser være ulvens foretrukne bytte.

Ulven kan dog finde på at jage stort set alle slags pattedyr. I en del områder er bæver og hare hyppige byttedyr. Mindre rovdyr såsom grævling, mårhund, odder og ræv optræder regelmæssigt i ulvens kost, om end aldrig i store mængder. Man har endda set ulve give sig i kast med store rovdyr som bjørn og puma. Smågnavere (mus, rotter og lemminger) er ligeledes at finde på ulvens menu, men de udgør de fleste steder kun en yderst beskeden del af fødemængden. Endelig går ulven heller ikke af vejen for fugle og fugleæg, krybdyr, fisk og insekter, men igen så er disse mindre byttedyr normalt kun et supplement til hovdyrkosten.

Læs mere i afsnittet Ulvens føde i Danmark.

Tabel 1. Ulvens vigtigste byttedyr rundt omkring i verden

Når ”% af fødemængden” er angivet, så stammer data fra studier, hvor man har undersøgt ulve-ekskrementer; tallene angiver procentdel af den konsumerede biomasse. Når ”% af nedlagte byttedyr” er angivet, så er tallene baseret på undersøgelser af fundne byttedyr nedlagt af ulv.

Land	Vilde byttedyr	Husdyr	Reference
Tyskland	Rådyr (55,3% af fødemængden), kronhjort (20,8%), vildsvin (17,7%), hare (2,9%).	0,6% af fødemængden.	Wagner et al. (2012).
Polen	Kronhjort (59,9% af nedlagte byttedyr), rådyr (32,6%), vildsvin (5%), elg (2,1%). I det nordøstlige Polen er elg (kan her udgøre op til 14,8% af fødemængden) og bæver (op til 24,6% af fødemængden) hyppige byttedyr.	5,2% af fødemængden.	Jedrzejewski et al. (2012).
Sverige/Norge	Elg (74.4% af nedlagte byttedyr), fugle (især tjur/urfugl, 10,1%), grævling (5,0%), rådyr (4.5%), hare (3,0%), bæver (2,5%). Elg udgør 95,6% af fødemængden.	0,5% af nedlagte byttedyr.	Sand et al. (2008).
Finland	Elg (75-96% af fødemængden); skovrener kan udgøre 20-50% af fødemængden afhængig af årstiden. Andre byttedyr inkluderer hare, bæver og grævling.	-	Gade-Jørgensen & Stagegaard (2000); Kojola et al. (2004).
Estland	Rådyr (forekommende i 50,9% af undersøgte ekskrementer og maver), vildsvin (16,8%), elg (11,8%),  smågnavere (10,2%), hare (5,8%).	-	Valdmann et al. (2005).
Letland	Hjorte (elg, kronhjort, rådyr; 62,2% af fødemængden om sommeren, 56,8% om vinteren), vildsvin (19,3% sommer, 32,1% vinter), bæver (12,6% sommer, 3,1% vinter).	2,3% af fødemængde om sommeren, 4,4% om vinteren.	Andersone & Ozolinš (2004).
Slovakiet	Rådyr/kronhjort (79,3% af fødemængden), vildsvin (13,5%).	4,8% af fødemængden.	Rigg & Gorman (2004).
Ungarn	Vildsvin (35,6% af fødemængden), kronhjort (32,8%), rådyr (22,8%).	2,0% af fødemængden.	Lanszki et al. (2012).
Italien	Vildsvin (33,5% af fødemængden), rådyr (22,6%), dådyr (4,4%), kronhjort (2,7%), mellemstore pattedyr (3,7%), småpattedyr (2,0%).	26,9% af fødemængden.	Imbert et al. (2016).
Spanien	Rådyr (42,9% af fødemængden), kronhjort (31,6%), vildsvin (11,5%). I områder i Spanien med mangel på vilde hovdyr kan skrald udgøre en betydelig fødekilde.	11,3% af fødemængden.	Barja (2009).
Hviderusland	1999-2000: Vildsvin (60,1% af fødemængden), rådyr (10,2%), elg (9,7%), bæver (4,8%), hare (4,7%), mårhund (3,2%).	6,5% af fødemængden.	Sidorovich et al. (2003).
Sibirien	Vigtigste byttedyr er vilde rensdyr på tundraen og elg i taigaen.	-	Mech & Boitani (2003).
Iran	Gazelle (27,0% af fødemængden), vildfår (15,9%), vildged (9,2%).	47,1% af fødemængden.	Hosseini-Zavarei et al. (2013).
Kina	Qinghai-Tibet Plateau: Yak (29-52% af fødemængden), hare (17-34%), smågnaver (3-21%), grævling (1-7%).	Får 7-25% af fødemængden.	Liu & Jiang (2003).
Nordamerika	Først og fremmest hovdyr såsom elg, wapiti, sorthalet og hvidhalet hjort, ren, bison, moskusokse, sneged og tykhorns- og tyndhornsfår. Suppleret med mindre byttedyr som bæver, harer, smågnavere, fugle (især vandfugle), fisk og ådsler.	-	Paquet & Carbyn (2003), Watts et al. (2010).
Grønland	Moskusokse (forekommende i 65,4-79,4% af ekskrementer), lemming (10,2-19,6%), snehare (2,3-7,5%), snegås og andre fugle (op til 35,5%). Andre byttedyr: Ulv, polarræv og biller.	-	Marquard-Petersen (1998).

Husdyr

Ulven kan kort sagt nedlægge alle slags husdyr. I Europa overordnet er det klart får, der oftest tages af ulv, men også geder og, i mindre grad, kvæg (især kalve) kan blive nedlagt. I vores del af Europa er ulveangreb på heste relativt sjældne (hesten er med sine spark og bid et farligt byttedyr for ulven).

Hvor stor en del af ulvens føde, husdyr udgør, afhænger i høj grad af, hvor effektivt husdyrene beskyttes samt tilgængeligheden af naturlige byttedyr. Flere undersøgelser rundt omkring i Europa har vist, at hvis der er rigeligt med vilde hovdyr såsom hjorte og vildsvin, så vil de udgøre langt størstedelen af ulvens føde, men mangel på disse byttedyr kan få ulven til at vende sig mod husdyr. På samme vis kan byttedyrmangel føre til, at ulve begynder at æde skrald.

Læs mere i afsnittet Ulven og husdyr.

Ådsler

Ulven kan typisk for medlemmer af hundefamilien æde ådsler, og i visse områder kan ådsler spille en vigtig rolle om vinteren.

Kystlevende ulve

Som vidnesbyrd om den grå ulvs store evne til at udnytte de fødemuligheder, naturen byder på, kan afslutningsvist nævnes to eksempler fra Nordamerika på usædvanlig kost blandt kystlevende ulve. Kystlevende ulve er i forvejen kendt for at fouragere i tidevandszonen på bl.a. muslinger og krabber. Men langs Canadas og Alaskas stillehavskyst har nogle ulve specialiseret sig i laks, noget man ellers mest kender fra bjørne. I laksenes gydesæson kan de udgøre hele 25-50% af ulvenes kost. Det andet eksempel stammer fra Alaskahalvøen. Her har man fulgt en flok grå ulve, der regelmæssigt æder kadavere af havpattedyr såsom hvidhval, hvalros og sæler. Ulvene kan om vinteren tilbringe dagevis i træk ude på havisen op til over fem kilometer fra land i deres søgen efter ådsler og kan tilsyneladende også jage havodder herude. 

Plantemateriale i ulvens kost

Man finder hyppigt plantemateriale såsom frugter, bær, blade og græs i ulvenes ekskrementer. I en undersøgelse af ulvenes kost i Tyskland indeholdt 2% af ekskrementerne frugt/bær såsom æble, pære, brombær og kirsebær. Det er blevet forslået, at ulven indtager græs for at slippe af med parasitter eller lange dækhår i fordøjelsessystemet eller for vitaminernes skyld.

Hvor meget æder ulven?

En ulv kan i et enkelt måltid indtage, hvad der svarer til 25% af dens egen kropsvægt. For en stor ulv kan det være over 10 kg.

Hvor meget ulve æder i gennemsnit har især været undersøgt i Nordamerika. For 18 undersøgelser i Nordamerika sammenlagt var det gennemsnitlige daglige fødeindtag for en ulv om vinteren 5,4 kg (minimum 2,0 kg, maksimum 11,4 kg). Både i Polen og i Sverige har undersøgelser vist, at ulvene her i snit åd 5,6 kg om dagen.

Det er blevet beregnet, at en ulv på 35 kg i gennemsnit skal æde 3,25 kg om dagen for at få dækket sit basale energiforbrug (det er værd at nævne, at dette tal stammer fra målinger på blot et enkelt individ, så man må forvente, at det kan variere). I dieperioden kræver hunner mere føde end ellers, da de bruger ekstra energi på at producere mælk. 

I Tabel 2 ses tal fra forskellige undersøgelser af, hvor meget ulve i gennemsnit æder per dag. De lavere tal er formodentlig underestimater.

Tabel 2. Ulves daglige fødeindtag i forskellige studieområder

Sted	Fødeindtag/ulv/dag	Referencer
Białowieza, Polen	5,6 kg	Jedrzejewski et al. (2002).
Sverige/Norge	5,6 kg	Sand et al. (2008).
Isle Royale, USA	4,4–6,3 kg	Mech (1966).
Isle Royale, USA	4,4–7,8 kg	Thurber & Peterson (1993).
NV Minnesota, USA	0,5–7,0 kg	Fritts & Mech (1981).
NC Minnesota, USA	2 kg	Fuller (1989).
Québec, Canada	1,6–2,8 kg	Messier & Crete (1985).
Yukon, Canada	4,1–6,4 kg	Hayes et al. (2000).
Alaska	4,5–14,9 kg	Ballard et al. (1987).

Faste

Ulven kan opbygge fedtdepoter, der kan udgøre op til 15% af dens kropsvægt, hvilket både hjælper den til at holde varmen i kolde perioder og overleve fødemangel. Den har en bemærkelsesværdig evne til at klare sig i lange perioder med et lavt fødeindtag og kan overleve helt uden føde i månedsvis, hvis den er tvunget til det.

Hvilke dele af byttet æder ulven?

I flere af hovedværkerne om ulve kan man læse, at ulve normalt udnytter det meste af deres byttedyr og kun efterlader større knogler og skind. Men der er variationer over temaet, som bl.a. kan hænge sammen med faktorer såsom (1) størrelsen af byttedyrene (større byttedyr har kraftigere knogler og kranier og tykkere skind), (2) hvor mange ulve, der skal deles om byttet, (3) mængden af byttedyr i ulvenes leveområde (er der rigeligt med byttedyr, kan det måske bedre betale sig at jage igen end at vende tilbage til et kadaver flere gange og spise helt op) og (4) menneskers nærvær.

De tyske ulve illustrerer meget godt sådanne variationer. Ifølge den ledende tyske ulveforsker Ilka Reinhardt fokuserer ulvene typisk på kød i det første måltid, de æder af et byttedyr. De lægger normalt ud med fileten, altså de gode kødstykker under rygraden, og fortsætter med bagbenene. En flok på 3-4 ulve vil sædvanligvis æde rub og stub af et rådyr, selv de større knogler og huden. Ulvepar efterlader derimod tit de store knogler. Ulvene æder hjernen fra rådyr og dådyr, men ikke fra kronhjorte, givetvis fordi kronhjortes kranium er for kraftigt til, at ulvene kan tygge sig igennem det. I Tyskland kommer ulve sjældent tilbage til et byttedyr, de har nedlagt tæt på mennesker.

I bogen Wolves – behavior, ecology, and conservation (2003), som de anerkendte ulveforskere David Mech og Luigi Boitani står bag, kan man læse, at ulve typisk flår bugen op på store byttedyr og lægger ud med at æde de større indre organer såsom lunger, hjerte og lever, så maven og tarmene (men ikke deres indhold), så mindre indre organer som nyrer og milt og først derefter de store muskler på benene. Denne rækkefølge er anderledes end erfaringerne fra Tyskland, hvilket er et eksempel på, at dyr ikke altid retter sig efter, hvad der står i litteraturen.

Men en vigtigt pointe er, at ulven altså ikke nøjes med kød fra muskler. De andre dele af byttedyret indeholder vigtige næringsstoffer med stor betydning for ulvens sundhed. Leveren er måske det vigtigste organ; den indeholder en mangfoldighed af mineraler og vitaminer. Knogler er en vigtig kilde til kalcium og fosfor, der skal bruges til opretholdelse af ulvens skelet. Byttedyrenes hjerne ædes også, når ulvene er i stand til at åbne kraniet, hvilket de fx altid gør på elgkalve.

Referencer: Mech (1966); Fritts & Mech (1981); Messier & Crete (1985); Ballard et al. (1987); Fuller (1989); Thurber & Peterson (1993); Nagy (1994); Marquard-Petersen (1998); Gade-Jørgensen & Stagegaard (2000); Hayes et al. (2000); Jedrzejewski et al. (2002); Liu & Jiang (2003); Mech & Boitani (2003); Paquet & Carbyn (2003); Peterson & Ciucci (2003); Sidorovich et al. (2003); Andersone & Ozolinš (2004); Kojola et al. (2004); Mech & Boitani (2004); Rigg & Gorman (2004); Valdmann et al. (2005); Sand et al. (2008); Barja (2009); Sillero-Zubiri (2009); Watts et al. (2010); Lanszki et al. (2012); Wagner et al. (2012); Hosseini-Zavarei et al. (2013); Imbert et al. (2016); Newsome et al. (2016). 

Download komplet referenceliste her.