Udseende, anatomi og sanser

• Sådan genkender du ulven
• Tyske ulves udseende
• Vægt
• Pels
• Ben og fødder
• Kranium, tænder og bidkraft
• Sanser

Sådan genkender du ulven

Download "Sådan genkender du ulven" som PDF.

Tyske ulves udseende

Flertallet af de ulve, man ser fotos af i medierne, er nordamerikanske eller nordskandinaviske (og de fleste af billederne er taget i fangenskab). Da ulvens farvelægning varierer betragteligt over artens udbredelsesområde, er det i en dansk kontekst yderst relevant at kigge nærmere på, hvordan de tyske ulve, vi nu får til Jylland, rent faktisk ser ud. Her følger en billedserie af vilde tyske ulve, som viser pelsen hos individer i forskellige aldre samt forskelle på sommer- og vinterpels. Billederne illustrerer den store variation, der kan være i farvelægningen hos individer i samme bestand.

Vægt

Voksne hanulve kan veje 20-80 kg, hunner 13-55 kg. Voksne hanner er 25-30% tungere end hunnerne i det samme område.

Størrelsen af den grå ulv kan variere betragteligt fra region til region. Overordnet er der en tendens til, at gennemsnitsvægten stiger længere nordpå. I Israels ørken kan voksne hunulve veje så lidt som 13 kg, det samme som en stor rød ræv. Vægten af tyske ulve, man har vejet, har maksimalt været 42-43 kg. For 89 voksne ulve fanget ifm. ulveforskningen i Sverige og Norge var gennemsnitsvægten for hanner 46,8 kg og for hunner 38,3 kg.  

Pels

Den grå ulvs farver varierer meget over dens udbredelsesområde. Til højre ses fire varianter af arten. Polarulven er en variant af den grå ulv, der er hvid som tilpasning til det ofte sne- og isdækkede arktiske miljø. Sorte og mørkebrune ulve kendes fra Nordamerika, Sibirien og Italien, men er sjældne i det meste af Europa.

Ulven hører til de dyr i verden, der har den bedst isolerende pels. Dækhårene (de lange yderhår, der dækker over den bløde underuld) er 6-10 cm lange på kroppen og 12-15 cm lange i halskraven.

Ulven fælder en gang årligt, sidst på foråret (typisk omkring april), hvor den skifter sin tykke vinterpels ud med en kort sommerpels. I sommerpelsen kan ulven godt se lidt mølædt ud. Som temperaturen falder ud på året, begynder vinterpelsen at vokse frem igen.

Ben og fødder

Ulven har fem tæer på forpoten, men den femte er blot en kort ”ulveklo”, der sidder lidt oppe ad forbenet, og den ses ikke i fodsporet. Bagpoten har fire tæer. Fødderne har både fortil og bagtil fire trædepuder.

Ulven har svømmehud mellem tæerne på forpoterne. Hos Thy-ulven målte disse hudfolder op til 4 cm i længde. Hudfolderne har nok først og fremmest til formål at gøre, at ulven ikke synker ned i blødt underlag såsom sne og sumpet jord, men hudfolderne gør også ulven til en mere effektiv svømmer.

Ulven er tågænger (digitigrad). Dvs. at dens vægt hviler på tæerne, og at mellemfoden ikke kommer i berøring med underlaget (i modsætning til hos sålegængere som bjørne og mennesker). Det hænger sammen med en forlængelse af mellemfoden, som er en typisk tilpasning til hurtig løb hos rovdyr såsom medlemmer af hundefamilien, katte og hyæner.

Kranium, tænder og bidkraft

Ulven har overordnet et kraftigt kranium med kraftige tænder tilpasset til at nedlægge og partere store hovdyr. Ulven har en jævn overgang mellem snude og isse, som gør kraniet forholdsvis fladt sammenlignet med mange hunderacer, der har en markant pande, et såkaldt stop. Ulvens underkæbe er større, længere og kraftigere end hos de fleste hunderacer. Hos en del hunderacer (men ikke alle) er snuden forkortet sammenlignet med hos ulven, og det har medført, at tænderne er blevet klemt sammen, og at de bageste kindtænder er blevet presset ind mod midten i en bue. 

Tænder. Ulvens tænder er typisk noget større end tænderne hos hunde af samme størrelse. Ulven har i alt 42 tænder (mennesket har 32). Dens tandformel er som følger: I 3/3, C 1/1, P 4/4, M 2/3; dvs. 3 fortænder både i over- og underkæbe, 1 hjørnetand både i over- og underkæbe, 4 præmolarer (forkindtænder) både i over- og underkæbe samt 2 molarer (bagkindtænder) i overkæben og 3 i underkæben.

På billedet af ulvekraniet nedenunder er angivet benævnelserne for de enkelte tænder. Tal i hævet skrift angiver tænder i overkæben og tal i sænket skrift tænder i underkæben. Så fx angiver M¹ den første molar (bagkindtand) i overkæben og P₁ den første præmolar (forkindtand) i underkæben. 

Figur 1. Ulvekranium

I = fortænder (incisors på engelsk), C = hjørnetænder (canines), P = premolarer (forkindtænder, premolars), M = molarer (bagkindtænder, molars). 
P⁴ = øvre rovdyrtand (upper carnassial). M₁ = nedre rovdyrtand (lower carnassial). 
Ulv: P⁴ længere end M¹+M². Hund: M¹+M² længere eller lig med P⁴.
Download figuren i JPG.  

Hjørnetænderne er omkring 26 mm lange, og rovdyrtænderne er veludviklede. Typisk for medlemmer af rovdyrordnen (Carnivora) er rovdyrtænderne hos ulven den fjerde premolar i overkæben og den første molar i underkæben; de er konstrueret som en havesaks til at klippe kød, sener og mindre knogler over.

Bidkraft. Ifølge en undersøgelse af forskellige rovdyrs bidkraft har ulven et kraftigere bid end leopard og sortbjørn. Når man kigger på den relative bidkraft, dvs. hvor kraftigt et bid rovdyr har i forhold til deres kropsvægt, så slår ulven både tiger, løve og plettet hyæne og ligger næsten side om side med jaguaren, der er kendt for sit exceptionelt kraftige bid.

Sanser

Lugtesans. Som hunden har ulven en usædvanlig god lugtesans. Ulven kan under de rette forhold lugte et byttedyr på 2,4 kilometers afstand (dette tal stammer fra en ulv, der lugtede en hunelg og hendes to unger på den afstand). Med sin lange snude har ulven et meget større areal inde i næsen til lugtregistrering end de kortsnudede kattedyr, og for ulven spiller lugte en klart større rolle end hos katte, både hvad angår at finde byttedyr og i kommunikationen.

Hørelse. Ulvens høresans er formentlig mindst lige så god som hundens. Hundens høreområde er 67Hz-45kHz sammenlignet med 20Hz-18kHz hos mennesket. Så hunden og ulven kan høre ultralyde (dvs. lyde med frekvenser over det frekvensområde, vi mennesker kan høre, fx gnaveres højfrekvente pibelyde), men kan ikke høre helt så dybe lyde som os.

Syn. Ulvens øjne fungerer godt både i lys og mørke. Som de fleste pattedyr har ulven et tapetum lucidum, et reflekterende lag under nethinden på bagsiden af øjenæblet, der som et spejl sender de lyspartikler, som ikke bliver absorberet af synscellerne på vejen ind i øjet, tilbage igen. Det gør sandsynligheden for, at lyspartikler registreres i øjet væsentlig større og giver dermed et meget bedre nattesyn. Tapetum lucidum er grunden til, at nataktive pattedyrs øjne lyser i mørke, når man skinner på dem. Typisk for rovdyr peger ulvens øjne fremad. Det giver et bredt binokulært syn, dvs. område hvor de to øjnes synsfelter overlapper, hvilket medfører en meget nøjagtigere afstandsbedømmelse, end et enkelt øje kan opnå. Afstandsbedømmelsen har afgørende betydning under jagten. Ulvens binokulære felt er 70°, langt bredere end hos dens typiske byttedyr; hos hovdyr er det binokulære felt 20-55°. Ulvens binokulære felt er smallere end hos katte (90-105°) og mennesket (105-130°), men til gengæld er dens synsfelt bredere, hvilket gør det muligt at holde øje med et større område.

Referencer: Mech (1974); Wabakken et al. (2001); Mech & Boitani (2003); Paquet & Carbyn (2003); MacDonald & Sillero-Zubiri (2004); Wroe et al. (2005); Pluskowski (2006); Sand et al. (2006); Sillero-Zubiri (2009); Aronson et al. (2012); Zimmermann et al. (2015).

Download komplet referenceliste her.