Hvor farlig er ulven for mennesker? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Ulve i Danmark > Ulve, mennesket og husdyr > Hvor farlig er ulven f...

Grå ulv. Foto: Shutterstock.

Hvor farlig er ulven for mennesker?

Hvor farlig er ulven for mennesker?

Rapporten "The fear of wolves: A review of wolf attacks on humans" af Linnell et al. (2002). Find link til PDF nederst på siden.

Det mest ømtålelige og kontroversielle emne i forbindelse med ulvens tilbagevenden til Danmark, såvel som alle andre steder i verden, er forståeligt nok, hvilken potentiel fare ulven udgør for mennesket. Den grundigste undersøgelse, der er lavet af ulveangreb på mennesker, er rapporten “The fear of wolves: A review of wolf attacks on humans“ fra 2002 af John Linnell og 17 andre europæiske ulveforskere (download PDF'er af originalrapporten samt dansk oversættelse af resuméet nederst på siden).

I rapporten beskrives tre typer ulveangreb på mennesker:
(1) Angreb af ulve med rabies (hundegalskab).
(2) Ikke-dødelige forsvarsangreb, hvor ulven har nappet i forsvar, fx hvis den er blevet angrebet af en hyrde, der har prøvet at slå den ihjel.
(3) Prædatoriske angreb, hvor ulven har betragtet mennesker som byttedyr.

Langt den hyppigste form for angreb har ifølge Linnell et al. været af rabiessmittede ulve. I dag, hvor vi har en effektiv rabiesvaccine, er disse angreb sjældent dødelige, og rabiesramte ulve angriber ikke for at dræbe. Desuden har man i vores del af Europa stort set udryddet rabies blandt rovdyr. Sygdommen bæres især af ræve, og så snart den konstateres, sætter man intensivt ind for at borteliminere dyret. I Tyskland udryddede man rabies blandt rovdyr i 2008. Ligeledes påbyder den danske lovgivning, at rabiesramte dyr aflives. Så sandsynligheden for menneskeangreb af rabiesramte ulve i Danmark må anses for ganske lille.

Prædatoriske ulveangreb kender man fra gamle dage mange eksempler på, og de forekommer den dag i dag jævnligt i fattige landområder i Indien. Men disse angreb hænger ifølge Linnell et al. sammen med forhold, som ikke længere er til stede i Europa, nemlig en kombination af landdistrikter med stor fattigdom, mangel på naturlige byttedyr og mangel på skydevåben at forsvare sig med, så ulvene lærer at respektere mennesket. Derfor har prædatoriske ulveangreb på mennesker i det moderne Europa været yderst sjældne.

Fra 1900-tallet har Linnell et al. kun fundet beviser for 9 dødelige angreb på mennesker af ulve uden rabies i Europa (eksl. Vestrusland), alle børn: 5 i Polen i 1937 og 4 i Spanien i to perioder i hhv. 1950’erne og -70’erne. I alle tilfælde var der tilsyneladende tale om enkelte ulve, der var begyndt at angribe mennesker. Da de pågældende ulveindivider blev dræbt, ophørte angrebene. Siden 1974 har man i Europa ikke oplevet et eneste prædatorisk ulveangreb.

I Italien, et land med ca. 60 millioner indbyggere, har man 600-800 ulve og har ikke haft et eneste angreb de seneste 150-200 år. I Abruzzo Nationalparken relativt tæt på Rom lever der 50-60 ulve, og selv om parken hver sommer besøges af to millioner turister, har der ikke været et eneste tilfælde af aggressiv ulveadfærd. I Rumænien har man omkring 5.000 ulve og kender heller ikke her til nylige ulveangreb. Det samme gælder lande som Sverige, Norge, Finland, Tyskland, Polen, Frankrig, Schweiz, Estland, Slovenien, Kroatien og Portugal. Det sidste angreb på et menneske i Skandinavien af en vild ulv var i 1882 i Finland. 

I rapporten af Linnell et al. konkluderer man: ”Risikoen for ulveangreb i Europa/Skandinavien (og også Nordamerika) i dag fremstår som meget lav, eftersom nyere tilfælde er sjældne trods et stigende antal ulve. På nuværende tidspunkt regner man med, at der er 10.000-20.000 ulve i Europa. Selv med dette antal ulve har vi kun fundet bevis for, at 4 mennesker er blevet dræbt i Europa af ulve, der ikke havde rabies, inden for de sidste 50 år.“

Noget, man forvaltningsmæssigt skal tage yderst alvorligt, er muligheden for, at enkelte ulveindivider kan miste deres medfødte angst eller skyhed for mennesker og blive potentielt farlige. Man kalder dem frygtløse eller habituerede ulve. Det har man i Nordamerika i nyere tid set et mindre antal tilfælde af, hvoraf to i 2005 og 2010 endte med dødsfald. Dette skal ses i lyset af, at der i Nordamerika findes 65.500-76.500 vildtlevende ulve. Ifølge en af verdens ledende ulvekapaciteter, Luigi Boitani, der har studeret ulve i Europa i 40 år, tyder intet på, at de europæiske ulve har mistet angsten for mennesker. Ikke desto mindre understreger Linnell et al., at det er essentielt, at man i sin forvaltningsplan for ulven har et beredskab, så man i god tid kan opdage og gribe ind over for ulve, der udviser tendens til at kunne blive farlige for mennesker. Det giver EU-lovgivningen også mulighed for.

Selvom ulven som art er fredet af EU’s habitatdirektiv, kan man fjerne særligt problemskabende ulveindivider, dvs. ulve, der betragtes som potentielt farlige for mennesker eller bliver ved med at tage mange husdyr. I Tyskland, hvor man har haft ynglende ulve siden år 2000, har man kun én gang fundet det nødvendigt at fjerne en ulv; det var i 2016. I Sverige derimod benytter man sig fra tid til anden af muligheden, men her drejer det sig oftest om ulve, der er problematiske i forhold til husdyr og ikke mennesker. En vigtig pointe i denne sammenhæng er, at når det endelig en meget sjælden gang sker, at en ulv i den vestlige verden udvikler sig til at være frygtløs, så er det, netop fordi ulve af natur er overordentlig sky og forsigtige over for mennesker, en yderst langsommelig proces. Undervejs vil den pågældende ulv udsende mange tydelige signaler om, at den er ved at blive farlig, så man i tide kan fjerne den.

Ulven er naturligvis et stort rovdyr, som man skal have respekt for og omgås med sund fornuft. Man skal endelig ikke forsøge at fodre ulven for at lokke den til sig eller tæmme den eller forsøge at nærme sig den og trænge den op i en krog. Men overholder man disse simple regler, så er sandsynligheden for et ulveangreb på mennesker herhjemme meget lille.

Hvor bange er ulven for mennesker?

At en ulv passerer tæt forbi bebyggelse er helt normal ulveadfærd i det moderne Europa. Foto: Ines Kossack.

I ulvedebatten herhjemme er det ofte blevet diskuteret, om ulve er sky over for mennesker eller ej. Mange steder kan man læse, at ulve har en naturlig skyhed eller respekt over for os, men når så en ulv observeres eller på anden vis registreres tæt på menneskelig beboelse eller tæt på mennesker i køretøjer, så tages det af nogle som udtryk for en ulv, der har mistet sin skyhed. Derfor er det værd at kigge på, hvordan ulve i det moderne Europa omgås mennesker.

I Sverige har man lavet en grundig undersøgelse af, hvordan vilde ulve reagerer på nærkontakt med mennesker (download PDF). Studiet involverede vilde ulve med radiohalsbånd i ti forskellige territorier. Radiohalsbåndene gjorde det både muligt at følge ulvene på afstand og finde frem til dem, når man ville det. I hvert forsøg startede man med at følge ulvene på 1-2 kilometers afstand. Når ulvene var stoppet op og havde tilbragt mere end 20 minutter på det samme sted, så begyndte en forsøgsperson i almindelig gang at gå i retning mod ulvene fra en afstand af ca. 300 meter. Og så registrerede man ellers, hvad der skete.

I alle forsøgene, hvor en person nærmede sig ulvene, fjernede ulvene sig. Flugtafstanden varierede fra 18-310 meter. Flere gange kom forsøgspersonen tættere på ulvene end 20 meter, før de løb bort, men i alle disse tilfælde var det blæsevejr, så ulvene havde sværere ved at høre forsøgspersonen nærme sig, og den korte afstand kan formodentlig forklares ved, at ulvene simpelthen ikke opdagerede forsøgspersonen tidligere (hørelsen lader til at være den vigtigste sans, når det handler om at opdage mennesker, i hvert fald i skov). I samtlige tilfælde, hvor flugtafstanden var over 200 meter, var der tale om flokke med mere end to medlemmer; det hænger givetvis sammen med, at jo flere opmærksomme ører, jo større er chancen for at høre et menneske tidligere. I fire af forsøgene nærmede forsøgspersonen sig ulve med et kadaver, altså et nedlagt byttedyr; her var ulvenes flugtreaktion og -afstand den samme som ellers, så de blev ikke mere aggressive af den grund.

Undersøgelsen viste også, at det ikke påvirkede ulvene ret længe at være blevet forstyrret af et menneske. I næsten halvdelen af forsøgene lagde ulvene sig i løbet af en time igen til at hvile inden for en afstand af 800 meter fra, hvor de var blevet forstyrrede. I fire tilfælde gav ulvene sig endda til at jage en elg lige efter at være blevet forstyrrede blot 100-300 meter fra, hvor de havde ligget, da forsøgspersonen havde nærmet sig.

Det svenske studie konkluderer, at et menneske til fods ikke forstyrrede ulvene voldsomt, og at ulve, der ligger og hviler sig, ofte lader et menneske komme på ganske nær hold, inden de reagerer, men at de aldrig viste nogen tendens til offensiv eller aggressiv reaktion på at blive forstyrrede af et menneske. Dette billede er det typiske i det moderne Euorpa.

Den sædvanlige reaktion hos ulve, der opdager et menneske tæt på, er først at løbe bort med en vis fart (i det svenske forsøg 20-30 meter), men så sætte tempoet ned og fra tid til anden stoppe op og kigge sig over skulderen, måske også for at lytte.

Alle ovennævnte adfærdsmønstre afspejler et dyr, der i mange århundreder har delt landskaber med mennesker og er vant til at møde dem. Ulven går normalt ikke i panik, når den møder et menneske, men sørger for at lægge afstand og komme i sikkerhed. Så det er deri, at ulvens skyhed ligger.

Den førende italienske ulveforsker Luigi Boitani siger, at der intet tegn er på, at de moderne europæiske ulve har mistet deres skyhed over for mennesket. Hvad han ville betragte som et tegn på, at en ulv ikke var sky, ville være, hvis den ikke fjernede sig fra mennesker, men konfronterede, nærmede sig og var truende over for mennesker. Luigi Boitani skriver, at i de 40 år han har studeret ulve i Italien, hvor de har omkring 1.000 ulve, har der aldrig været et eneste eksempel på sådan en aggressiv adfærd. Så det at se en ulv tæt på mennesker eller tæt på bebyggelse er ifølge Boitani ikke i sig selv et tegn på en ulv, der har mistet sin skyhed; det er normal ulveadfærd i Europa.

Ulve og køretøjer. Hvis man har været på safari i Afrika, har man oplevet, hvordan mange vilde dyr opfører sig afslappet omkring køretøjer med mennesker i, selv åbne køretøjer som et safarikøretøj eller en traktor, hvor menneskene er tydelige at se. Hvad dyrene tænker, ved man selvsagt ikke, men de forbinder tydeligvis ikke køretøjer med fare. I langt de fleste tilfælde ville dyr, der er rolige omkring et køretøj, stikke af, hvis nogen steg ud af køretøjet. Det gælder også ulven. Der florerer flere video-optagelser, bl.a. fra Jylland, af ulv, der passerer tæt forbi en bil eller en traktor med mennesker i uden at reagere, som den ville gøre det, hvis den så et menneske til fods. Ikke aggressivt, men forsigtigt og opmærksomt. Igen, dette er ikke et udtryk for en ulv, der ikke er sky.

Afslutningsvist kan det nævnes, at unge ulve, især under deres spredning, kan være mindre sky, end fuldvoksne ulve normalt er det.

Download dokumenter om ulvens farlighed
"The fear of wolves: A review of wolf attacks on humans" PDF
Dansk resumé af "The Fear of wolves: A review of wolf attacks on humans" PDF 
"Hur rädda är vargar för människor?" PDF

Referencer: Weismann (1931); Linnell et al. (2002); Karlsson et al. (2004).

Download komplet referenceliste her.