Ulvens genindvandring til Danmark

• Ulvens historie og udryddelse i Danmark
• Ulvens comeback i Europa
• De tyske ulve
• Thy-ulven

Ulvens historie og udryddelse i Danmark

Den ældste kendte ulveknogle i Danmark, en underkæbe, er 12.400-12.700 år gammel og fundet ved Allerød i Nordsjælland. Ulven fulgte efter sit byttedyr rensdyret og var blandt de allerførste indvandrere til Danmark, da isen trak sig tilbage i slutningen af sidste istid.

Frem til middelalderen var ulven udbredt både på Øerne og i Jylland. Klostrene var pålagt at afholde ulvejagter, og der skulle betales ulveskat til kongen. I 1357 udsendte Kong Valdemar en ordre om at bekæmpe ulvene. I 1513 ophævede man ulveskatten på Sjælland, men det formodes, at ulven her var blevet udryddet længe inden. I Jylland holdt ulven dog stadig stand og var ganske hyppig i 1600-tallet i takt med, at pest og krige havde decimeret landbefolkningen. På grund af angreb på husdyr intensiverede man indsatsen mod ulve, og i 1650 blev der påbudt en årlig ulvejagt. De historiske beretninger fortæller om mange store ulvejagter, hvor specielle ulvejægere blev ansat til at bekæmpe ulvene i Jylland. Desuden fangede man ulve i indhegninger, såkaldte ulvegårde, og i ulvegrave, som var firkantede, dybe jordhuller beklædt med træ.

Der er ingen tvivl om, at ulven har gjort skade på får, kvæg og heste, men i den grundigste publicerede gennemgang af ulvens historie og udryddelse i Danmark, Weismann (1931), nævnes ingen tilfælde af ulveangreb på mennesker. Det lader til, at man i slutningen af 1600-tallet havde udryddet den egentlige ulvebestand i Jylland, men indimellem kom der stadig ulve op fra Tyskland. Den sidste ulv, der med sikkerhed blev nedlagt i Danmark, blev skudt i 1813 ved Estvadgård syd for Skive.

Ulvens comeback i Europa

Situationen i Danmark svarede til den generelle udvikling i Europa. I slutningen af 1700-tallet fandtes ulven stadig de fleste steder i Europa, men som følge af en voksende befolkning i 1800-tallet og en intensiv forfølgelse af ulven faldt ulvebestanden drastisk. Dette fald fortsatte et godt stykke op i 1900-tallet, i særdeleshed i 2. Verdenskrig, og i 1970’erne var artens udbredelse i Europa begrænset til områder i Syd- og Nordøsteuropa. Men i de seneste årtier er udviklingen blevet vendt i store dele af Europa; ulvebestanden er voksende mange steder på kontinentet (Se Tabel 1 for seneste bestandsopgørelser), og ulven er genindvandret til talrige lande, hvor den tidligere forekom.

I Sverige vendte ulven tilbage i slutningen af 1970’erne (fra Finland), i Frankrig i begyndelsen af 1990’erne (fra Italien), i Schweiz i 1995 (fra Italien), i Tyskland i slutningen af 1990’erne (fra Polen), i Belgien i 2011 (fra Tyskland) og i Holland i 2015 (fra Tyskland). I 2016 ynglede ulve i Østrig for første gang i nyere tid.

I den omfattende rapport Wildlife comeback in Europe: The recovery of selected mammal and bird species (2013) angives seks hovedgrunde til ulvens comeback i Europa (rangeret efter deres betydning):
1) Voksende offentlig accept af ulven (dvs. at en voksende del af befolkningen er positivt stemt over for ulven).
2) Lovmæssig beskyttelse af arten (og som følge deraf at færre ulve bliver dræbt af mennesker).
3) Rekolonisering (at ulven naturligt vender tilbage til mange dele af Europa, hvor den forekom tidligere).
4) Voksende bestande af hovdyr (i særdeleshed rådyr og kronhjort, som mange steder er ulvens vigtigste byttedyr).
5) At ulven er tilpasningsdygtig og effektiv til at sprede sig over store afstande.
6) Affolkning af landområderne (altså at folk mange steder flytter til byerne).

Tabel 1. Seneste bestandsopgørelser for den grå ulv globalt, i Europa og for europæiske populationer

Tallene for Europa ekskluderer Hviderusland, Ukraine og Vestrusland.

	Estimeret bestand	År for bestandsvurdering
Globalt	200.000
Europa	11.533-12.358	2009-13
Iberien (Spanien-Portugal)	2450	2013
Vestalperne	>160	2009-11
Italien	600-800	2012
Dinariske Alper-Balkan (fra Slovenien til Nordgrækenland inkl. Bulgarien, Kroatien, Bosnien og Hercegovina, Serbien, Montenegro, Makedonien og Albanien)	3.900	2009-11
Karpaterne (fra Nordbulgarien til Østserbien inkl. Slovakiet, Polen og Rumænien, men ekskl. Sydvestukraine)	3.000	2009-12
Baltikum (Østpolen, Litauen, Letland og Estland)	870-1.400	2010-11
Karelen (overgangszonen mellem Rusland og Finland)	150-165	2012
Sverige-Norge	260-330	2012
Centraleuropa	143-153	2012

Reference: Deinet et al. (2013).

De tyske ulve

I Tyskland udryddede man ulven tilbage i 1800-tallet, men i år 2000 ynglede et vildt ulvepar for første gang i ca. 150 år i landet, nærmere bestemt i Lausitz-regionen i Østtyskland på grænsen til Polen. Parret var kommet fra Polen, hvor der findes en stor ulvebestand. Her havde ulvene i årene forinden etableret sig tæt på grænsen til Tyskland. Snart fulgte flere polske ulve efter, og i løbet af små ti år havde man allerede en pæn bestand i Lausitz.

I den officielle opgørelse over ulvebestanden i Tyskland 2015/16, altså halvandet årti efter det første ynglende par, var der 46 ulvekobler, 15 ulvepar og 4 enlige territoriehævdende ulve i landet (se Figur 1). I de to tyske delstater, der grænser op mod Slesvig-Holsten, Mecklenburg-Vorpommern og Niedersachsen, har ulvene været i gang med at etablere sig siden 2007/08. I 2014/15 var der i Mecklenburg-Vorpommern 2 ulvekobler, og i 2016 havde Niedersachsen 9 flokke og 2 territoriehævdende enlige ulve.

I Slesvig-Holsten registrerede man i 2007 den første vilde ulv i delstaten, da en etårig hanulv blev kørt ned. Siden da er endnu 11 ulveindivider blevet registreret (3 trafikdræbte, resten med DNA; den seneste fra 16/8-2016). Man er nu oppe på at have påvist 11 hanner og 1 hun i Slesvig-Holsten. At vi også ville få tyske ulve til Danmark, var kun et spørgsmål om tid.

Figur 1. Officielt kort over ulvens udbredelse i Tyskland i 2015/16

Thy-ulven

I årene 2006-2012 blev der indberettet og omtalt adskillige mulige, men ubekræftede observationer af ulv og ulvefodspor i Jylland. Det er svært at vurdere observationerne, men det er ikke umuligt, at der har været en eller flere ulve i denne periode. Men i slutningen af 2012 kom der endeligt bevis.

Både den 6. og 14. oktober 2012 blev der i Nationalpark Thy taget billeder af, hvad fotograferne var overbeviste om, var en ulv. Billederne fra den 14. oktober taget af ornitologen Kim Frost blev vidt udbredt i medierne ugen efter, og det var her ulvehistorien for alvor brød ud i Danmark. Billederne var imidlertid ikke gode nok til, at man med sikkerhed kunne konstatere, om der rent faktisk var tale om en ægte ulv. Der var brug for bedre bevismateriale, og det fik man den 16. november 2012, da Naturstyrelsen fandt et dødt, ulvelignende dyr i Nationalpark Thy.

Dyret, en stor han, blev obduceret den 22. november på Center for Vildtsundhed under DTU Veterinærinstituttet, og obducent Tim Kåre Jensen konkluderede, at dødsårsagen var en stor tumor i brysthulen. Tumoren havde ført til ophobning af 2-3 liter væske i brysthulen, hvilket resulterede i et kraftigt tryk på lungerne og dermed kollaps, så dyret blev kvalt. Alt pegede på, at dyret meget vel kunne være en ulv, men dyret var så afmagret og nedbrudt, at man ikke turde konkludere noget med 100% sikkerhed ud fra obduktionen alene.

Det endegyldige bevis blev fremlagt den 7. december 2012. DNA-undersøgelser foretaget af seniorforsker Liselotte W. Andersen fra Institut for Bioscience, Aarhus Universitet i samarbejde med DNA-laboratoriet på Senckenberg Forschungsinstitut und Naturmuseum i Frankfurt, der står for de tyske ulve-DNA-analyser, viste utvetydigt, at Thy-ulven var en vild grå ulv. Desuden var man i stand til ud fra det tyske ulve-DNA-kartotek at afgøre, at Thy-ulven stammede fra en kendt ulvefamilie, Milkel-koblet, i delstaten Sachsen i Østtyskland. Dermed havde vi videnskabeligt bevis for vild ulv i Danmark for første gang i 199 år.

Thy-ulven var blevet filmet af den tyske fotograf Sebastian Koerner. I videoen på hjemmesidens forside ses den både som hvalp sammen med sine to søskende og som ca. seks måneder gammel. 

Thy-ulven var født i 2009 og således omkring 3½ år gammel, da den døde. I sin afmagrede tilstand (pga. sygdommen havde dyret givetvis ikke kunne jage effektiv i et stykke tid) vejede den døde Thy-ulv små 35 kg.

Det viste sig sidenhen, at Thy-ulven var blevet registreret i Slesvig-Holsten med DNA fra to ekskrementer indsamlet i juni 2012. Sidst i august plus den 8. september 2012 blev der taget to fotofældebilleder af ulv i samme område, som ulveekskrementerne var blevet fundet i, hvilket kunne have været Thy-ulven (men da der som nævnt ovenover er blevet registreret 11 hanulve i Slesvig-Holsten siden 2007, kan det ikke vides med sikkerhed). 

Referencer: Weismann, C. (1931); Aaris-Sørensen (1998; 2016); Thaulow (2001); Wabakken et al. (2001); Wagner et al. (2012); Deinet et al. (2013); Jensen et al. (2016); Kontaktbüro Wolfsregion Lausitz’s hjemmeside; DTU Veterinærinstituttets hjemmeside.

Download komplet referenceliste her.