Guldsjakal fra Indien. Foto: Prabukumar84.

Guldsjakalens slægtskab

Guldsjakalen har det videnskabelige navn Canis aureus. Den tilhører slægten Canis, der også indbefatter den grå ulv (Canis lupus), hunden (Canis familiaris), prærieulven i Nordamerika (Canis latrans), etiopisk ulv (Canis simensis) og de resterende arter af sjakaler. Således er guldsjakalen nærmere beslægtet med ulven, end den er med den røde ræv, der tilhører en helt anden slægt, Vulpes. Ulvene, sjakalerne, hundene og rævene udgør tilsammen hundefamilien (Canidae), som igen er en del af rovdyrordnen (Carnivora).

"African golden wolf" fra Etiopien. Foto: Mogens Trolle.

Nylig opsplitning af guldsjakalen. Tidligere betragtede man guldsjakalen som én art, hvis udbredelse inkluderede store dele af Afrika og Asien. Men nu har omfattende DNA-undersøgelser afsløret, at guldsjakalen i Afrika faktisk er en selvstændig art, der er nærmere beslægtet med den grå ulv end med de øvrige sjakaler (Koepfli et al. 2015; se stamtræ nedenunder). Derfor har man splittet guldsjakalen op i to arter, den ene forekommende i Europa, Mellemøsten og Asien, den anden i Afrika. Den eurasiske art (dvs. den der forekommer i Europa, og som siden her handler om) beholder navnet guldsjakal (golden jackal) og det videnskabelige navn Canis aureus. Den afrikanske art får det videnskabelige navn Canis anthus, og det bliver foreslået at kalde den African golden wolf, altså afrikansk guldulv, fordi den er nærmere beslægtet med den grå ulv. (Man skal således være opmærksom på, at en del af det, man kan læse om guldsjakalen i den videnskabelige litteratur, især om dens sociale liv, stammer fra studier af den afrikanske art og således ikke kan overføres til arten, vi har i Europa.)

Figur 1. Guldsjakalens stamtræ

Et nyt bud fra Koepfli et al. (2015) på et stamtræ, der viser slægtskabet mellem en række medlemmer af hundefamilien (Canidae). Ifølge dette studie er guldsjakalen nærmere beslægtet med grå ulv, hund, prærieulv og "African golden wolf", end den er med de andre sjakaler. 

Referencer: Wilson & Reeder (2005); Sillero-Zubiri (2009); Koepfli et al. (2015).

Download komplet referenceliste her.